Jagt & fiskeri
Morgenstund og sol over Grøndalen, nabolagets farverige og storskrydende fasan “Andersen” er vågnet og har været i druerne. Resten af dagen bruger han på at holde territoriet i hævd.
En af egnens største sommerbukke er forendt, den var få point fra medaljen – tættest på. Trofæet er lovet til ophæng på Jægerhytten, blandt de andre af områdets trofæer.
Forsommerens fiskeri er dejligt, når det ikke er for koldt i vejret. Vi skal nok finde ud af hvor fiskene gemmer sig. Far kender stadig nogle gode steder, men der skal ydes noget, når de store fisk skal hales ind af ikke så store fiskere. I den alder kan trætheden melde sig i begge ender af linen, men ind kommer de.
…og udsættes igen, når de er set og målt nogle gange, hvis de altså ikke lige skal spises.
1930´erne med Svend Larsen i Sjælsø, koncentreret om fiskeriet med udstyr der hørte sig den tid til, og som også gav fisk. Svends far, Peter Larsen, havde en lidenskab for ålefiskeriet i søen på hans ældre dage. Det var liner der blev lagt ud om aftenen og røgtet tidligt næste dag.
Lystfiskerhistorier…
…vi lader billederne tale for sig selv og undlader de store armbevægelser.
Store børn og store fisk, men det er vanskeligere at holde interessen fanget, selvom det altid er spændende at få noget i nettet. Hyggeligt med en fisketur sammen med hele familien, når først vi er samlet og vejret er til det, så er Sjælsø dejlig.
Ren nostalgi fra 1970´erne på Sjælsø. Sommerferien gik med at slibe mahognijollen i bund, grunde, male, lakere og aptere. Så var alle lommepengene også brugt, så motoren kom først på sent i efteråret.
I midten: Efter en hurtig tur på søen, dengang var der altid aborre stimer på banken ud for Ravnsnæs.
Til Højre: Alle os unger i FPs (Frode Petersens) vandskibåd, som vi frit kunne låne. FP var en personlighed, en af de typer man som barn kan være heldig at møde her i livet. Fra en svunden tid, hvor der var format over folk og både ved søen.
Det er ikke alt det der fiskes op, der stammer fra naturen selv. Denne krabat var lidt for spændende, vi måtte have hjælp til at komme af med den igen. Heldigvis var det kun en øvelsesmortér, der var kommet på afveje fra militærets område i Sjælsø.
Stolte lystfiskere i 1973, hvor gedder var sjældne i Sjælsø, men der var masser af ål. Dette var året, hvor de største ål blev fanget, en på ca. 6 kg. og en på ca. 5 kg. – de var uhyggeligt store, selv for et par konfirmander. Vi fangede også søens hidtil største gedde på ca. 16 kg.
Dengang var der en erhvervsfisker på søen og derfor var der fokus på søens fiskebestand og bæredygtighed. Sportsfiskerforeninger har, for nogle år tilbage, med stolthed taget over 400 store gamle aborrer ud af søen på et kritisk tidspunkt. Det forårsagede en væsentlig ubalance i søens fiskebestand, som vi stadig døjer med – ærgerligt!
Drengenes oplevelser udførligt beskrevet, som det sig hør og bør i en rigtig jagtjournal. Tillykke til Andersen og Voss med jubilæet, det er 30 år siden I skød jeres første ræv, og det var her på engen ved Eskemose skoven.
Efter skole, hurtigt hjem til en dejlig jagttur på engene, her med Mortensen, Lasse, Andersen og hans hund Danni. En skovskade, en skovdue og nogle kramsfugle blev dagens resultat. Vildtparaden på Marguerithavesættet. Vi husker alle Fru Jensens stærepostej, den må nu om dage laves på andre ingredienser.
Efterårets aftentræk efter ænder, den ene var ringmærket og blev indrapporteret, den kom fra Allerød. Andre år er der for mange fasaner når vinteren banker på, det kan være svært at regulere med “Andersen” iblandt.
1970´erne, den første hare blev studeret nøje på vildtgalgen ved jagthytten. Regulering af skader på opfordring, der blev skudt og kokkereret på det meste jagtbare fra den tid, og meget er der smagt på i de år. Fiskehejre, Lappedykker, Skallesluger, Enkelt Bekkasin, Hjejle, Vibe, Måger, Råger osv. Det er ikke alle forundt at have smagt så forskelligt vildt.
2010 – Kammerater i krig, eller en hyggelig andejagt i mosen, det er lige dejligt hver gang at komme ud i naturen og nyde Grøndalens smukke område og der skal jo nødvendigvis ikke skydes hver gang, specielt ikke når der ikke er noget at skyde efter.
Vinterræven er reguleret, det var før vi fik skab i området. Nu er det næsten omvendt, ræve uden skab får i vinteren et lille tilskud, hvis nødvendigt, men skabsrævene skydes væk af barmhjertighed.
Aftentræk i mosen er en god afslutning på en travl dag; at nyde aftenstunden med flagermusene, uglerne, sneppen og ænderne før man bevæger sig hjem foran pejsen.