Mundvandet er svært at holde tilbage…
2011 slagtningen leverer noget af det bedste kød siden vi begyndte i 1938. Kødfulde lam med en passende lav fedtmarmorering i flot struktur og rigtig god smag. Årets lam er ikke blevet tilskudsfodret og har ikke fået nogen forebyggende medicin eller ormekur, dyrene er blevet flyttet rundt til ”rene” folde med jævne mellemrum, det virker!
Årgang 2011 lammene der er udvalgt til slagtning. Lammene er opvokset alene på moderfårets mælk og fri græsning.
Vi er stolte af det lammekød vi producerer. På 10 måneder har lammene vokset sig store og smagfulde på vores enge. Den meget afvekslende flora og de raceblandede får giver kødet en fantastisk smag.
Det fugtige klima over sommeren har medført ekstra mange lækkerier blandt floraen. I år har det ikke været muligt for dyrene at æde sig igennem væksten, men de er taget for sig af lækkerierne.
Grøndalens lam 2011 er tæt på perfektion i størrelse, kød og fedtstruktur og ikke mindst smagen!
Bon appetit til de få heldige venner og gode naboer!
Lammenes ”left-overs” fra sommerens festmåltid er de grovere vækster, som efterfølgende fjernes af kvierne. Det har været en utrolig vækstsæson i 2011.