Sarah har fået en ny legekammerat i Fairytale.
2010 var året, hvor Dorthe kom slemt til skade med sin hest og Sarah måtte træde til og passe Dorthes 3 heste hele sommeren. Hestene blev derfor flyttet til Grøndalen, hvor de blev passet og plejet efter alle kunstens regler af Sarah. Alle tre heste ventede føl og flyttede tilbage til stalden, hvor de skulle fole i slutningen af året 2010. Som tak for hjælpen med pasningen af alle hestene fik Sarah det først fødte føl foræret. Det var et fint hingsteføl, som blev døbt Fairytale. Fairytale er nu knapt et år gammel tilbage på Grøndalen.
Læs Sarahs egen historie om Fairytales ankomst til Grøndalen
Det nye medlem af Grøndalen
Efteråret 2011 har budt på forandringer på hestefolden. Thor har skiftet sit mindre harem, bestående af Fyrsta og Dis, ud med hingsteføllet Fairytale. Det var en helt ny verden Fairytale blev præsenteret for, da han blev trukket ud af traileren og så sit nye hjem for første gang. Udover de grønne marker og udsigten over søen, var der uldne får og stirrende kvier, som i sig selv kan virke skræmmende, når man aldrig i sit liv har mødt den slags før, og der ingen kære mor var at gemme sig bag. Fairytale var skrækslagen da han for første gang stod overfor sin nye foldkammerat: En lille pelstot af en islænderhest, der overhovedet ikke lignede dem hjemmefra. Thor derimod tog i mod sin nye, usikre kammerat med et venligt sind, men samtidig også med den faste hånd, som børn nu engang kræver. Der var derfor ingen var i tvivl om, hvem der var ældst og dermed også skulle have opmærksomhed først. Det var et noget ulykkelig lille føl, der for første gang i sit liv skulle sove uden sin mor den aften.
Heldigvis ser verden i dag lys og glad ud for Grøndalens nye medlem, der er faldet rigtig godt til. Fairytale nyder Thors selskab og det lader til at være gengældt, for de to nyder at tilbringe tid tæt sammen. Med det spirende venskab mellem de to, åbner der sig endnu en ny og større verden for Fairytale, der forhåbentlig, til næste forår, skal med Thor på mange ture til Rude Skov.
Billeder: Det første møde, og en intetanende Fairytale leger med sin mor.
Det er lige til at holde ud, sådan at hygge lidt med sig selv i den sidste efterårssol.
Thor har affundet sig med at Sarahs opmærksomhed nu skal deles med en legekammerat.