To gamle gutter var blevet enige om, at bruge et par timer sammen en aftenstund for at fiske efter gedder. Det er nogle års erfaring der er samlet i det par, så det er ikke nemt for gedderne at gemme sig eller modstå fristelsen til at lade sig lokke frem. Til gengæld er det sjældent de to gamle fisker efter dem – og hvordan gik det så?
Det begyndte fint, første kast overhovedet og Jensen har bid, men det havde han også lovet, så det var vel kun rimeligt!. I sjette kast får Larsen en lille gedde, nu kunne slaget så begynde…
Og slaget blev livligt. Masser af små gedder var bidelystne og flere af dem forsøgte sig flere gange på den samme agn, dejligt fiskeri når man lige rammer dagen på den rette plads. Mange små gedder fik os til at tænke på nogle lidt større af slagsen og så tog vi derhen hvor vi ved de plejer at stå. Første kast efter de større gedder, så var ham herunder på spinderen. Han var ikke lige til at hive ind, men gav sig og er her ved siden af båden.
De grønne alger i vandet har fået tidligt fat i år, så det varer ikke længe før fiskeriet ikke er muligt på de bedste pladser og flere var allerede groet til af for høje åkander.
Dejligt er det, når man engang imellem får taget sig sammen til at komme ud på søen. Der blev fisket igennem med det fine grej og Grøndalen i baggrunden.
Det kan få smilet frem når man ved der er bid, det er en dejlig fornemmelse og man ved ikke lige hvor stor den er, om den er kroget godt nok og hvad den vil i øvrigt. Efter nogen tid kommer den op til overfladen for kun kort efter at forsvinde ned igen. Endnu er det gedden der bestemmer.
Desværre for disse to gedder så havde de forædt sig på fiskegrejet og kunne derfor ikke udsættes igen, men det blev alle de andre og fiskefrikadeller på egen fangst er nu de bedste! Er de ikke flotte, alle tre.
Som på så mange andre fisketure var søens største, farligste og mest spektakulære bæst, den som vi alle sammen kun har hørt om og som nok ikke kunne have været indenbords alligevel, ja så var den også med til at gøre denne sommeraften spændende for de to gamle gutter, der for længst har fået deres andel i denne verden af gedder, dog endnu ikke bæstet, der herover siger farvel og tak for denne gang.