Texel vædderen Carl Ejnar, løb igennem det elektriske hegn og ud af folden i Lunden, hellere det end at blive jaget rundt med af en lille sur hund.
Jeg havde hørt spetaklet og kunne ikke finde ham i mørket på marken. Heldigvis var der en ung pige, der lidt senere meldte til mine forældre, at hun have set vædderen ovre ved plejehjemmet Sjælsø, vores nabo.
Vi kørte derover, men kunne stadig ikke finde ham, indtil vi fik besked om at han var gået i spisesalen, af alle steder.
Venlige personer fra plejehjemmet havde sørget for, at han blev der til vi kom, tak for det.
Carl Ejnar er en godmodig og gammel vædder, og nu er han hjemme i den vante fold en del oplevelser rigere efter sit besøg. Glasdøre der selv åbner og store vinduer man kan spejle sig i, må have gjort indtryk.
For mange år tilbage oplevede vi en lignende episode, der ikke faldt så heldigt ud. Vædderen fra dengang havde fået øje på sit spejlbillede i en stor glasrude der var placeret i en udestue, til et hus beliggende lidt længere oppe af Soldraget. Spejlbilledet fik vædderen til at ville stange rivalen, men i stedet for en pande mod pande oplevelse, befandt vædderen sig pludseligt inde i en stue, nu fyldt med glasskår. Der skete ham ikke det store, men han var noget frustreret efter den oplevelse.