BILLEDE KOMMER
De gode fåreklippere er altid lidt forsinkede på denne tid af året. Mick fra New Zealand er vores nye fåreklipper og han har nu overtaget arbejdet efter Per Baunehøj, der er gået på pension. Vi er også selv lidt bagefter med opdateringen af vores små historier, for det er nogle uger siden dyrene blev klippet. Alle har vi travlt på denne årstid, når først det hele er i gang med at gro, så går det pludselig meget hurtigere end vi husker det.
Tak til Per Baunehøj for mange gode år. Baunehøj har klippet vores får i lige så mange år, som jeg husker det, så nu må det med rimelighed være hans tur til at slappe lidt af og nyde tilværelsen med hans egne får og heste.
Mick er ankommet, og det første får er i gang med manicuren, hvor klovene skal tjekkes og klippes. Lur mig om ikke Mick lige ser dyret an under denne manøvre, før den sidste tånegl har ramt jorden er maskinen i hånden og i fuld gang med klipningen. Der går ikke mange minutter før vinterens gamle ”persianerfrakke” ligger ved siden af fåret, som noget overrasket, men også svært tilfreds, rejser sig for at gå knejsende tilbage i flokken.
BILLEDE KOMMER
Der går ikke mange timer før alle fårene er klippet og ulden ligger i bunker udenfor stalden.
Møjsommeligt har vi i alle tidligere år stået og sorteret ulden, og pakket den sammen i store baller som Baunehøj tog med sig, så ulden gjorde nytte. De tider er nu overstået, ulden bruges ikke længere. Vores børn er helt tilfredse, de skal ikke længere besværes med hjemmestrik, men vi synes nu alligevel at det er noget spild.
Strikketøj hos pigerne er ikke så populært længere – men hvis I kender nogen der stadig har mod på sagen, så sig til – du er velkommen til at hente uld når vi klipper, giv os en mail, så siger vi til næste gang.
BILLEDE KOMMER
Efter endt klipning i stalden føres alle får og lam tilbage til folden. Det er kun fårene der klippes, årets lam venter et år på den første klipning.
På vejen tilbage, passerer vi Hans Østergaards hus der ligger bag fårene. ”Gud mildner luften for de klippede får” råber Hans, når han er i haven og ser den nyklippede flok passere forbi. Hertil hører at Hans har haft funktion som højt engageret bankmand, og jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet.
BILLEDE KOMMER
Tilbage i de vante omgivelser, til siestaen i skyggen under træerne, livet er dejligt.