Ande rillettes

andrikrillette1.jpg

Aftentræk i mosen efter gråænder til ande-rillettes. Maries skum fiduser og kakao er udenfor retten, men dejligt at blive mødt med efter en frisk og kølig aftentur.

På utallige opfordringer udleveres her opskriften på vores ande-rillettes, til jagtkammeraterne:

1-2 gråænder tømmes for indmad og hænger i nogle dage, gerne med lidt salvie eller en anden krydderurt indlagt.(Kan til nød laves af en lille tam-and. Den kræver mere krydderi og kun lidt af fedtet skal så bruges).

Ænderne plukkes, det er vigtigt at skind og fedt beholdes på anden under kogning. Et løg og en gulerod skrælles og deles, brun det med ænderne i smør i en gryde med plads til alle sagerne. Efter bruning fyldes gryden med kogende vand så det dækker ænderne. Læg lidt hvide peberkorn og lidt timian, samt et laurbærblad ved.

Ænderne skal nu simre i nogle timer, lad derefter gryden blive på kogeblusset en time længere. Skum fedtet fra overfladen og gem det i en kande, det overhældes rillettes til slut. Tag ænderne op af gryden og lad dem køle af. Fjern skindet og alt – ALT – kød fra skroget pilles af, derefter optrævles kødet med en gaffel indtil alt kød, også bryst og lår, er fuldkommen optrævlet.

Læg det optrævlede andekød i en skål, gerne med lidt friske timianblade imellem, alt efter smag. Drys lidt salt og peber over og tryk kødet lidt sammen, derefter hældes fedtet over kødet, så det dækker hele overfladen. Stil rillettes på et køligt sted indtil fedtet størkner og kom så rillettes i køleskabet. Efter et par dage kan der smages. Rillettes er bedst ovenpå en sprød crouton, evt en ovntørret skive flutes, med lidt olivenolie påsmurt før tørringen.

Bon appetit!
027a_1.jpg